Alices historie

Alice brugte 12 år af sit liv på at drikke. I nogle perioder mere end andre. I andre perioder var hun tørlagt med hjælp fra antabus.

– Jeg fandt altid tusind undskyldninger for at drikke. Jeg sammenlignede mig med andre – så slem er jeg da heller ikke, sagde jeg til mig selv. Jeg kan da passe mit job. Men inderst inde vidste jeg godt, at den var helt galt, fortæller Alice, der i dag er 51 år og har været ædru siden 2014.

Når følelser som afmagt, håbløshed og frustration blev for overvældende, følte hun, at hun skulle drikke for overhovedet at kunne eksistere.

Sådan udviklede Alices misbrug sig gennem 12 år, indtil hendes datter til sidst sagde stop.

Misbrug ødelægger

– En dag brød min datter sammen og sagde, at hun ikke kunne holde til det mere. Hun gjorde det bare ikke over for mig, men over for min søster, fortæller Alice.

Alices søster havde længe set, hvor det bar hen med Alices alkoholmisbrug, men havde trukket sig fra sin søster, da hun ikke troede, at hun kunne gøre en forskel.

Alice datters henvendelse fik søsteren til at sætte sig ned og skrive en lang mail til Alice. I mailen fik Alice at vide, hvad hendes misbrug betød for familien, og hvor meget det ødelagde.

– Jeg er rigtig glad for, at hun skrev det til mig i stedet for at sige det til mig. Jeg er sikker på, at hvis hun havde sagt det, så havde jeg lukket af og ikke hørt det halve af, hvad hun havde sagt. Men med mailen var jeg nødt til at læse det hele og forholde mig til det, siger Alice.

– Jeg tror, at jeg læste mailen 10 gange. Og hold op, hvor var det skrækkeligt at læse! Min søster skrev ”Når du har været i behandling, vil jeg være der for dig”. Det var ikke ”hvis”, men ”når”, og det var afgørende for mig.

Kan jeg reddes?

Mailen fik Alice til at henvende sig til kommunens Misbrugscenter, men hendes forhåbninger lå på et meget lille sted.

– Jeg troede ikke, der var noget håb for mig, at ingen kunne redde mig. Men Misbrugscentret gennemskuede heldigvis straks, hvordan det var fat med mig og henviste mig til Sydgården, fordi det, jeg havde brug for, var psykoterapi, og det kan Sydgården give, siger hun.

I begyndelsen var hun skeptisk over for de 16 uger, hun var tildelt på Sydgården, for skulle hun virkelig opholde sig der i 16 uger uden at komme hjem, tænkte hun.

– Jamen, jeg måtte da gerne tage på hjemmebesøg, fik jeg at vide. Jeg kunne bare tage min bil med og køre hjem hver weekend, hvis det var det, jeg ville. Det var en lettelse! Nu kunne jeg godt, tænkte jeg. Jeg besluttede mig for at betragte det som et kursus – jeg kører derned hver mandag morgen og hjem hver fredag kl. 16, sagde jeg til mig selv. Det ændrede sig dog ret hurtigt. Jeg blev så glad for at være der. Der var et rigtigt godt sammenhold. Der var hele tiden nogen til at holde øje med mig. Det var trygt, siger hun.

Et meget bedre liv

Efter 14 dage på Sydgården fik Alice troen på, at det kunne lykkes også for hende at blive ædru. Noget, hun ellers havde haft meget svært ved at tro på.

– Vi sad i terapi, og lige pludselig røg det ud af munden på mig ”Jeg er alkoholiker”. Det kom helt bag på os begge. Men dér kom erkendelsen – og så kom lettelsen! Og så er man helt modtagelig for hjælp og indlæring, siger hun.

Erkendelsen har ført til, at hun i dag lever et meget bedre liv uden alkohol.

– Jeg har aldrig haft tilbagefald. Min familie og jeg har fået det så godt sammen. De har fået en bedre mor, kone og søster tilbage. Nu lytter jeg til mig selv og er god ved mig selv. Jeg er fyldt med energi og læser til psykoterapeut i dag. Jeg vil inderligt gerne ud og gøre noget for folk i samme situation, siger Alice, som også er aktiv i Sydgårdens Venners bestyrelse.